fredag, 04 juni 2021 17:26

Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) søger frivillige til klub for senhjerneskadede ”Onsdagsklubben”

Onsdagsklubben er en kreds af mennesker, der på et tidspunkt har pådraget sig en hjerneskade og som enten er tidligere elever eller er i undervisningsforløb på CSV.

Klubben mødes onsdage kl. 14-16 på CSV i Frankrigsgade 4, 2300 Kbh. S.

Onsdagsklubben søger 2 frivillige tovholdere som helst skal have et stabilt fremmøde, være initiativrige og have lyst til at få erfaring med et sådant fællesskab.

Onsdagsklubben er ikke et undervisningstilbud, men en social klub som CSV lægger lokaler til. Klubben består af ca. 15-20 medlemmer.

Klubbens medlemmer lægger størst vægt på det sociale samvær med god tid til samtale og hygge, men der kan også være forberedte aktiviteter i klubben som f.eks.:

  • Spil (bezzerwizzer, spil med ord osv.)
  • Små inspirationsting til samtale (f.eks. en karikaturtegning, en opmærksomhedsøvelse og eller sjove påfund fra avissider)
  • Fællessang
  • En runde hvor alle har mulighed for at byde ind.
  • Oplæg fra medlemmerne. F.eks. Antikviteter ”Hvad er det og hvor stammer det fra”.
  • Hjælp til småting fra hverdagen, f.eks. breve fra det offentlige, it-hjælp osv.
  • Støtte til introduktion af nye medlemmer

Andre lidt større aktiviteter:

  • Julefrokost
  • Sommerfrokost
  • Udflugter
  • Generalforsamling

Ud over planlægning af aktiviteter er det også en opgave for de frivillige at holde styr på klubbens medlemmer, f.eks. ved at kontakte dem, hvis ikke de er mødt op over længere tid.

CSV tilbyder ikke løn for arbejdet, men de frivillige vil få mulighed for at deltage i interne kurser på CSV, f.eks. kurser i samtalestøtte til afasiramte (SCA) og lignende.

Klubben har været lukket Coronanedlukningen, men lukker op igen efter sommerferien, hvor vi satser på at få de nye frivillige i gang.

Hvis du har lyst til at høre nærmere så kontakt snarest muligt CSVs Onsdagsklubansvarlige, Anne Marie Rosendal, på mobil: 29 39 97 81