søg
Sitemap
Udskriv
Velkommen
Hvor får jeg hjælp?
Kurser/arrangementer
Nyhedsbrev
Gæstebog
Kontakt

Manuskriptvejledning for »Dansk Audiologopædi«

Dansk Audiologopædi modtager gerne manuskripter til artikler eller debatindlæg, som kan bringes i bladet.
 
Indlæg til bladet kan tage afsæt i undervisning og vejledning, anden professionel praksis,forskning, lovbestemmelser, samfundsmæssige forhold, aktuelle begivenheder samt andre forholdmed relation til mennesker med kommunikationshandicap eller faglige emner i tale-høre-læsepædagogikken.
 
Synspunkter i artikler og indlæg deles ikke nødvendigvis af bestyrelse og redaktion.

Redaktionen vurderer artiklernes lødighed og sproglige læsbarhed, men tager ikke ansvar for det faglige indhold, herunder rigtigheden af referencer mv.

Layout

  • De vejledende retningslinjer for manuskripters udformning er af hensyn til opsætningsarbejdet ikke bindende for, hvordan artiklen præsenteres i bladet.
  • Manuskriptet skal være skrevet i et elektroniskt ekstbehandlingssystem. Word-format foretrækkes, men er ingen betingelse.
  • Artiklen skal indledes med en manchet, dvs. en kort introduktion - evt. en sammenfatning af artiklen.
  • Artiklen skal desuden være inddelt i underrubrikker med rubrikoverskrifter.

Sprog

  • Sproget skal være læsevenligt, præcist og klart dansk. Dette gælder, uanset om artiklen beskriver det professionelle arbejde i praksis eller forskning.
  • Retskrivning og tegnsætning følger de normer, der er sat af Dansk Sprognævn i seneste udgave af Retskrivningsordbogen. Der kan anvendes enhedskomma eller grammatisk komma efter eget valg.
  • Hvis enhedskomma anvendes, bedes man gøre opmærksom på dette, da redaktionen ellers vil rette til grammatisk komma.

Litteratur

  • Ved direkte henvisning skal der umiddelbart herefter indføjes en parentes med forfatternavn og årstal. Denne kilde skal uddybes i litteraturliste efter artiklen.
  • Bøger og bogafsnit angives med forfatternavn(e), titel og eventuel undertitel.
  • Forfatterne nævnes med efternavn fulgt af et eller flere initialer fra for- og mellemnavn. Ved antologier anføres redaktørens navn fulgt af (red.).
  • Tidsskriftsartikler angives efter samme retningslinjer som bøger. Eventuel årgang, nummer eller periode inden for årgangen angives.
  • Sidst i litteraturlisten angives evt. links til hjemmesider.
  • Ud over direkte kildemateriale kan yderligere relevant litteratur føjes til listen.

Forfattere

  • Den eller de, som har udarbejdet manuskriptet, nævnes som forfatter(e). Hvis flere forfattere har indsendt et manuskript i fælleskab, bedes det anført, i hvilken rækkefølge forfatternavnene ønskes nævnt, og hvem der er kontaktperson samt dennes mailadresse eller evt. telefonnummer.
  • Hvis et manuskript har været offentliggjort tidligere, eller hvis forfatteren har sendt samme manuskript til andre tidsskrifter, bedes det anført.
  • Stilling og ansættelsessted bedes oplyst for alle forfattere (gælder både for forfattere til artikler og anmeldelser).

Redaktion

  • Manuskriptet sendes elektronisk til den ansvarshavende redaktør (se bladets bagside). Redaktionen kvitterer for modtagelse.
  • Når redaktionen har modtaget et indlæg, vil dette blive læst igennem af et medlem af redaktionen. Hvis manuskriptet skal bearbejdes, vil det blive returneret til forfatteren med nærmere vejledning.
  • Den endelige udgave af indlægget godkendes af forfatteren.
  • Eventuelle tilsagn fra redaktionen om, hvornår indlægget kan forventes bragt, kan ændres i den redaktionelle proces.